Kofta af hakket gris i krydret og cremet sovs, samt parfumerede gule ris og kølende ananas-lassi

kofta-alt-rereI dag stod den på lækre kødboller i en cremet og krydret sovs med smag af Indien. Hertil fik vi smukke gule ris med et strejf af nellike og en læskende og luksuriøs lassi med frisk ananas og ægte safran. Hvis du også vil servere lassi til, så lav den straks inden servering, da den ikke vinder ved at stå.

kofta-gryde-reKofta i cremet og krydret sovs:

  • 500 g hakket svinekød ca 10% fedt
  • 2 store løg – revet eller blendet
  • 8-10 fed hvidløg – revet eller blendet
  • 1 spsk + 1 spsk garam masala
  • 1 tsk + 1 tsk stødt og tørret ingefær
  • Salt og peber
  • 2 spsk solsikkeolie
  • 2 tsk hele korianderfrø – stødt eller kværnet
  • 1 tsk hel spidskommen – stødt eller kværnet
  • 4 grønne kardemommekarpsler – stødt eller kværnet
  • 1 stort laurbærblade
  • 1 tørret rød chili – styrke efter præference – smuldret
  • 1 dåse hakkede, flåede tomater
  • 3-4 dl vand
  • 1 grøntsagsbouillonterning – smuldret
  • 2½ dl piskefløde
  • 1 lille hoved broccoli – delt i små buketter
  • 1 lille håndfuld cashewnødder – grofthakket

 

Ælt hakket svinekød, halvdelen af løget, halvdelen af hvidløget, 1 spsk garam masala, 1 tsk stødt ingefær, salt og peber sammen til en fars. Form farsen til ca 10 lidt aflange kødboller. Brun kødbollerne på alle sider i lidt olie, tag dem af panden/stegegryden og læg dem til side.

Kom om nødvendigt lidt mere olie på panden og klar resten af løgene herpå. Tilsæt resten af hvidløget, resten af garam masalaen, det sidste stødte ingefær, stødt koriander, stødt spidskommen, stødt kardemomme, laurbærblad og smuldret chili og steg endnu et minut, men pas endelig på at det ikke branker.

Tilsæt de flåede tomater, vand og smuldret bouillon i retten og kom også kødbollerne/koftaerne tilbage i retten og lad det simre under låg i ca 10 minutter. Kom fløden og broccolibuketterne i retten og lad den simre uden låg, indtil broccolien er mør, uden at være slatten. Smag til med salt og peber og drys med groft hakkede cashewnødder. Server sammen med de parfumerede ris og lassien.

Parfumerede gule ris:

Kog en passende mængde ris efter anvisning på pakken, men tilsæt også kogevandet ca 1 tsk stødt gurkemeje og 5-6 hele nelliker (passer til ca 3 dl rå ris).

lassi-nyAnanas-lassi:

  • 1 ananas – skrællet og groft hakket
  • 4 spsk flydende honning
  • 5 tråde safran
  • 1 knips salt
  • ½ liter yoghurt naturel
  • Vand og isklumper

 

Blend hele herligheden – undtaget vand og is – til en homogen masse. Tilsæt vand lidt efter lidt, imens du stadig blender, indtil konsistensen er passende. Fordel lassien i 4 glas med sugerør. Kom et par isklumper i hvert glas og server straks.

 

Dejlig dejlig dhal

dhal rereJeg forsøger at få ryddet lidt ud i mine køkkenskabe, så jeg ikke har så mange hele og halve poser og småsjatter af couscous, bulgur, forskellige slags ris og pasta, bønner og linser i alverdens farver etc. Derfor er dagens dhal lavet af to forskellige slags linser – grønne og røde, men har du kun den ene slags, så går det ligeså fint an.

dhal2 reDhal:

  • 2 løg – halveret og skåret i skiver
  • 100 g smør
  • 5 fed hvidløg – finthakket
  • 1 tommelfingerstort stykke frisk ingefær – finthakket
  • Stilkene fra et lille bundt frisk koriander – finthakket
  • 2 tsk hel spidskommen
  • 2 tsk hel koriander
  • 1 tsk hel allehånde
  • ½ tsk stærke chiliflager
  • 1 tsk stødt gurkemeje
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk paprika
  • 1 dåse cherrytomater
  • 4 dl vand
  • 1,5 dl røde linser
  • 1 dl grønne linser
  • 1-1½ dl fløde – jeg brugte piskefløde
  • Salt og peber

 

Klar de 2 løg i smør ved svag varme. I mellemtiden – stød eller kværn spidskommen, koriander, allehånde og chiliflager og bland det med gurkemeje, kardemomme og paprika.

Når løgene er næsten klarede – tilsæt hvidløg, ingefær og korianderstilke og steg endnu et par minutter. Tilsæt krydderiblandingen og steg yderligere et minut. Kom cherrytomater, vand og de 2 slags linser i gryden og lad retten simre under låg ved meget lav varme i 2 timer. Rør i retten et par gange undervejs.

Tilsæt fløden, varm retten igennem og smag til med salt og peber. Server retten med de karamelliserede løg, naanbrød og det øvrige tilbehør.

Karamelliserede løg:

  • 2-3 løg – skåret i ringe
  • 1-2 spsk olie
  • Salt og peber

 

Steg løgene bløde og karamelliserede i olie ved svag varme. Krydr med salt og peber.

Endvidere:

  • Naanbrød
  • Tyrkisk yoghurt
  • Eventuelt frisk koriander, limebåde og frisk chili

 

Kylling stegt med indisk kryddersmør, samt ris og hot aubergine-curry med birkes

birk REDen stod på indisk inspireret mad hos os i dag. Saftig kylling smurt med “indisk kryddersmør” og en skøn vegetarisk curry med aubergine -hot, men cremet, jævnet med fløde og birkes.

Hvis du er vegetar eller blot har lyst til et måltid uden kød, så kan du sagtens spise aubergine-curryen alene sammen med ris. Du kan i så fald eventuelt kommer en dåse kikærter i retten for mere protein og fylde.

birk kyll 2 reKylling med “indisk kryddersmør”:

  • 1 kylling à 1600 g
  • 3-4 spsk blødt smør
  • 3 spsk garam masala
  • Salt og peber

 

Bland smør og garam masala. Dup kyllingen tør og fordel smørret udover den. Krydr med salt og peber.

Læg kyllingen i et ovnfast fad og steg den ca 1 time og 15 minutter i forvarmet ovn på 200 grader. Dryp kyllingen med stegeskyen et par gange undervejs.

birk tæt reAubergine-curry:

  • 2 auberginer – skåret i store tern
  • 4 spsk olie
  • 1 spsk frisk revet ingefær
  • 1 spsk frisk revet hvidløg
  • 5 dl vand
  • 1 portion aubergine-curry-masala – se opskrift længere nede på siden
  • 3 dl piskefløde
  • Ca 1  spsk granatæble-melasse
  • Ca 1 spsk sukker
  • Salt
  • Eventuelt lidt grofthakkede pistacienødder og frisk mynte eller koriander til pynt

 

Steg aubergine-ternene gyldne i olie i en gryde. Tilsæt ingefær og hvidløg og steg endnu et minut. Tilsæt vand og aubergine-curry-masala’en og vend det godt rundt. Læg låg på gryden og lad retten simre ca 35 minutter eller indtil auberginen er meget mør.

Hæld piskefløden i retten og lad den simre uden låg, indtil konsistensen er ret tyk. Sovsen må gerne skille. Smag til med granatæble-melasse, sukker og salt

birk masala reMasala til aubergine-curry:

  • 2 spsk hvide birkes
  • 1 spsk korianderfrø
  •  1½ tsk hel spidskommen
  • 1-1½ tsk chiliflager
  • ½ tsk bukkehorn
  • ½ tsk brune sennepsfrø
  • ½ tsk stødt gurkemeje

 

Rist alle krydderier – undtaget gurkemeje – på en varm pande, indtil birkesfrøene begynder at poppe. Pas endelig på at krydderierne ikke bliver brændte, så bliver de uspiselige bitre. Lad krydderierne køle lidt, inden de stødes eller kværnes til et pulver. Bland gurkemejen med de andre krydderier.

Endvidere:

  • Basmatiris kogt efter anvisning på pakken
  • Lidt frisk grønt – jeg gav tomat, agurk, rødløg og limebåde til
  • Eventuelt naanbrød

Vegetarisk curry med kikærte/butternutsquash-“klatkager” og parfumerede ris

indisk alt reEfter at have spist rødt oksekød til aftensmad to dage i træk, så trængte jeg til en dag uden kød. Det blev til en mild, men krydret curry med forskellige grøntsager i en lækker cremet sovs, aromatiske ris og “klatkager” af kikærter og butternutsquash. Tanken var at de skulle have været vegetarfrikadeller og ikke flade, men jeg havde en veninde til middag, der helst ikke spiser hvedemel, så jeg brugte havregryn i farsen i stedet og det virker ikke helt så godt. På den anden side ville jeg hellere ikke tage for mange havregryn i, for så går det ud over smagen, så det blev altså til “klatkager”. De smagte fint, men vil du gerne have dem mindre flade, så brug hvedemel, rasp eller kikærtemel. Prøv dig lidt frem med mængden, indtil farsen har en passende konsistens, men hellere for lind end for tør. Får du nogen til overs, så smager de også godt lune i pitabrød med salat og dressing.

Start med at lave den masala (krydderiblanding), som du skal bruge til både curry og “klatkager”.

indisk masala tæt reMasala:

  • 3 tsk spidskommen
  • 4 tsk korianderfrø
  • 1½ tsk fennikelfrø
  • 7 grønne kardemommekapsler
  • 8 hele nelliker
  • 1½ tsk sorte peberkorn
  • 1 tørret meget stærk chili
  • 2 laurbærblade
  • 2 tsk stødt kanel

 

Kom alle ingredienser – udtaget stødt kanel – i en morter eller kværn. Stød eller kværn krydderierne til et fint pulver – og bland det med den stødte kanel.

indiske deller reKikærte/butternutsquash-klatkager:

  • ½ stor butternutsquash – skåret i mindre tern
  • 1 løg – skåret i kvarte
  • 1 dåse kikærter – skyllet og drænet
  • 1 æg
  • 3 fed hvidløg – fint revet
  • 1 spsk fint revet ingefær
  • ½ portion masala
  • Salt
  • 8 spsk havregryn
  • 1 spsk smør til at smøre bagepladen med

 

Kom butternutsquash og løg i en gryde og kom vand i til det dækker. Kog, indtil butternutsquashen er mør. Dræn vandet fra.

Kom butternutsquash, løg, kikærter, æg, hvidløg, ingefær, masala og salt i en foodprocessor – alternativt brug en stavblender i en skål. Kør ingredienserne til en sammenhængende masse, men der må stadig gerne være lidt struktur i nogle af kikærterne.

Rør havregryn (eller mel) i farsen med en ske. Fordel farsen i 15 “klatter” med en ske på en smurt bagepapirbeklædt bageplade. Bag i en forvarmet ovn på 200 grader i ca en halv time. Pas på at de ikke bliver for mørke. (Lav curry’en og kog ris i mellemtiden).

indisk curry reVegetar-curry:

  • 2 løg – hakket
  • 1 spsk smør
  • 4 fed hvidløg – fint revet
  • 1 spsk fint revet frisk ingefær
  • ½ portion masala
  • 1 tsk chiliflager
  • 10 karryblade
  • 1 dåse flåede hakkede tomater
  • 4 dl vand
  • 3 dl piskefløde
  • 1 lille squash – halveret og skåret i skiver
  • ½ blomkål – delt i små buketter
  • 1 håndfuld sugarsnaps – skåret i halve
  • Salt
  • 1 forårsløg – fintsnittet

 

Steg løgene klare og bløde i smør. Tilsæt hvidløg, ingefær, masala, chiliflager og karryblade og steg endnu et par minutter, uden det bliver branket. Tilsæt, flåede tomater, vand og piskefløde og lad det småkoge uden låg, indtil det er kogt ind til ca halvdelen.

Tilsæt squash og blomkål og lad retten simre under låg, indtil blomkålen er næsten færdigkogt. Kom sugarsnaps’ne i og kog indtil blomkålen er, som du foretrækker. Smag til med salt. Drys med forårsløg.

indiske ris reParfumerede ris:

  • 3 dl ris
  • 6 grønne kardemommekapsler
  • 6 hele nelliker
  • 1 tsk gurkemeje
  • Salt
  • Vand

 

Kog risene sammen med krydderierne, som angivet på pakken.

 

 

Spicy og cremet butternut squash-suppe med ingefær, lime og kokosmælk – Stop spild af mad

I går da vi fik Chili/honning/whisky-glaseret skinke og parmesan-gratineret flødebagt butternut squash til aftensmad, blev der en god rest både skinke og flødebagt butternut squash til overs, idet vi blev en ung mand med god appetit mindre til middagen end beregnet. Skinken vidste jeg allerede skulle ende sine dage som skinkesalat, for det har jeg haft lyst til de sidste par dage, efter jeg kom til at tænke på min bardoms frokoster i Margasins cafeteria sammen med min salige mormor. Der endte vi altid, når vi havde været ud at shoppe og hver gang fik jeg to af deres trekantede sandwiches af det blegeste toastbrød – en med æggesalat og en med skinkesalat. Du husker dem sikkert fra dengang, hvis du er i min alder – eller kan man mon få dem endnu?

Nå, tilbage til den flødebagte butternut squash – der var ikke helt nok af den, til vi kunne spise den som tilbehør til aftensmaden i dag, så jeg fik idéen at forvandle den til et par portioner suppe til dagens frokost. Min teenage-datter havde efterladt en halv dåse kokosmælk i køleskabet, efter hun havde lavet en hårkur af en lidt for moden avokado og den anden halvdel kokosmælken. Butternut squash og kokosmælk er jo et glimerende match, så det var oplagt at komme den i suppen sammen med forskellige krydderier. Det kom der en spicy og cremet suppe ud af. Som vanligt når det gælder mine “Stop spild af mad-indlæg”, så er dette ikke tænkt som at være en decideret opskrift, der skal følges slavisk, men mere som inspiration til hvordan man også kan bruge sine rester.

bn sup re“Opskrift”:

  • Lidt under halvdelen af en omgang flødebagt butternut squash
  • Et tommelfingerstort stykke frisk ingefær – finthakket
  • 1 lille stærk frisk chili – finthakket
  • 1 spsk smør
  • 2-3 tsk garam masala
  • 1-2 tsk karry
  • ½ dåse kokosmælk
  • 4-5 dl vand
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • Saft af ca ½ lime
  • Salt

 

Svits ingefær og chili 1 minut i smør i en tykbundet gryde. Tilsæt garam masala og karry og svits endnu ½ minut. Tilsæt de flødebagte butternut squash, kokosmælk, vand og bouillonterning og lad det simre ca 15 minutter.

Blend suppen med en stavblender. Tilsæt eventuelt lidt ekstra vand, hvis den er blevet for tyk. Kog op og smag til med limesaft og salt.

(Hvis du ikke lige har en omgang flødebagt butternutsquash, så brug i stedet en halv butternutsquash, som du har bagt mør i ovnen og øg mængden af kokosmælk fra en halv til en hel dåse).

chili reEndvidere:

  • Kold tyrkisk yoghurt
  • Eventuelt ekstra frisk chili og lime
Older posts