Menemen – tyrkiske æg med peberfrugt, løg, tomat og paprika

tm-reAftensmaden i dag bød på tyrkisk morgenmad – nemlig den tyrkiske æggeret menemen, som er en blanding mellem æggekage og røræg krydret med stærk paprika og oregano og med fyld af peberfrugt, løg og tomater. Jeg valgte at gå “all in” på morgenmaden og gav ristet brød, frisk tomat, agurk, oliven og feta, samt friskpresset appelsinjuice til. Selvom det er et typisk tyrkisk morgenmåltid, så synes jeg nu, at det også fungerer fint som både frokost eller let aftenmåltid.

men-nyOpskrift:

  • 4 æg
  • 3 spsk olivenolie
  • 3 tomater – skåret i små tern
  • 1 løg – fint hakket
  • 2 sivripebre (aflange lysegrønne tyrkiske peberfrugter) – skåret i tern
  • 1 rød peber – skåret i tern
  • ½ spsk stærk paprika
  • ½ tørret oregano
  • Salt og peber
  • Klippet purløg til pynt

 

Steg tomater, løg og pebre bløde i olivenolie på en stegepande. Krydr med paprika, oregano, salt og peber. Pisk æggene let sammen og hæld dem over tomatblandingen. Rør i æggemassen, indtil ca halvdelen er blevet til røræg og lad derefter resten stivne uden omrøring. Pynt med klippet purløg og server.

Endvidere:

  • Brød
  • Feta
  • oliven
  • Tomat
  • Agurk
  • Eventuelt appelsinjuice

Flødeost med pikant smag

pikant blå2 reLidt ligesom en vis BUKO-smøreost fra Arla – bare mere cremet og med mere smag. Spis den på brød eller brug den i madlavningen. Du kan også røre den mere lind med lidt mælk og brug den som dip.

Opskrift:

  • 200 g flødeost
  • 1 lille peberfrugt
  • 1/4 løg – groft hakket
  • ½ fed hvidløg – groft hakket
  • ½ bundt dild

 

Bag peberfrugten hel i en 200 grader varm ovn i ca 35 minutter. Læg den færdigbagte peberfrugt i en frysepose og pind knude på posen. Lad den ligge 5-10 minutter i posen, så løsner skallen sig nemt efterfølgende. Pil skallen af peberfrugten og fjern frøhus, stilk og kerner. Kom løg og hvidløg i en foodprocessor eller minihakker og kør kort. Tilsæt den bagte peberfrugt, dild og flødeost og kør indtil du har en nogenlunde homogen masse. Smag til med salt og peber. Stil på køl indtil servering.

 

 

 

 

 

Cobb salad – på min måde

cobb3 re

Menuen hos os i dag bød på den klassiske amerikanske måltidssalat Cobb salad. Salaten skulle angiveligt været lavet første gang i 1937 af Bob Cobb, ejeren af Hollywood restauranten The Brown Derby, da han en sen aften ville lave sig selv og sin ven Sid Grauman et måltid. Han tog lidt af hvert, hvad køleskabet kunne byde på og hakkede i mindre stykker og serverede med en fransk vinaigrette. Allerede dagen efter stod vennen i restauranten og ville have endnu en portion af Cobbs lækre salat, så Codd besluttede af sætte salaten på menuen. Efterfølgende er salaten blevet serveret mere end 4 millioner gange på The Brown Derby.

I dag findes der uendelig mange opskrifter på Cobb salad – mere eller mindre tro mod originalen. En god måde at huske på, hvad den klassiske udgave skal indeholde, er at bruge huskereglen: EAT COBB – Egg, Avocado, Tomato, Chicken, Onion, Bacon, Blue cheese – then add lettuce. Den opmærksomme læser vil måske efter at set ovenstående billede af min udgave af salaten tænke: “Hvor dælen har Persille så gemt den Blue cheese?”. Svaret er: Den gemmer sig i dressingen.

cobb tall rere

Opskrift:

  • 300 g bacon i skiver
  • 2 kyllingebryster ca 280 g
  • Salt og peber
  • 1 tsk tørret oregano
  • 4 æg
  • 4 håndfulde feldsalat – eller anden salat
  • 2 tomater – skåret tern
  • 2 avokado – skåret i tern og dryppet med lidt citron for ikke at misfarves
  • 1 rødløg – skåret i tynde ringe
  • 1 portion “blue cheese-dressing” – se opskriften længere nede på siden

 

Steg baconen gylden og sprød og læg den til afdrypning på fedtsugende papir. Krydr kyllingekødet med salt, peber og oregano og steg det gyldent og netop gennemstegt i baconfedtet. I mellemtiden – kog æggene hårdkogte, ordn grøntsagerne og lav dressingen.

Pil de færdigkogte æg og skær dem i kvarte, bræk den sprøde bacon i mindre stykker og skær den færdigstege kylling i mundrette stykker.

Fordel feldsalaten på et fad og arranger æg, tomat, løg, kylling, bacon og avokado ovenpå. Giv dressingen til i en skål for sig, så den enkelte selv kan dosere.

Blue cheese-dressing:

  • 75 g danablu
  • 1,5 dl cremefraiche
  • 2 spsk hvidvinseddike
  • 2 fed hvidløg – presset
  • Salt og peber

 

Rør alle ingredienser til en nogenlunde homogen dressing. Hvis du synes at den er lidt for tyk, så rør den eventuelt med en anelse mælk.

cobb tæt re

Endvidere:

  • Eventuelt groft hvedebrød og smør

 

 

 

Smoothie med banan, druer og kærnemælk

mmJeg er blevet ret glad for smoothies med kærnemælk – de smager fantastisk, mætter godt og så er kærnemælk også dejligt billigt i forhold til andre surmælksprodukter. Dagen i dag startede jeg med denne udgave med blå druer og frossen banan. Vi har altid frosne bananer i fryseren til smoothies eller “banansoftice”. Vi køber (over)modne bananer, som er de bedste til den slags for ingen penge hos grønthandleren kun til det formål, så er det let at lige at bakse en lækker sag sammen – enten til morgenmad, mellemmåltid eller blot for at tilgodese den søde tand på på en sund måde.

Opskrift:

  • 5 dl kærnemælk
  • 1 frossen banan – i mindre stykker
  • 200 g stenfri blå druer
  • ½-1 spsk honning – alt efter hvor sure/søde dine druer er. Mine var RET sure, så jeg brugte en hel spsk.

 

Kom alle ingredienser i en blender og blend dem til en nogenlunde homogen masse.  Alternativt brug en stavblender.

 

 

Smoothie med kærnemælk, blåbær, appelsin og banan

smoo2Selvom denne smoothie er lidt fesen i farven, så smager den altså rigtig lækkert og mætter godt. Jeg har lavet den med kærnemælk, men jeg er sikker på at det går, hvis du foretrækker at bruge skyr eller andet surmælksprodukt i stedet for.

Opskrift:

  • 6 dl kærnemælk
  • Saften af 1 saftig appelsin
  • 3 håndfulde blåbær – jeg brugte friske
  • 2 frosne bananer – i mindre stykker
  • 1 spsk honning
  • Lidt vanilleekstrakt – efter smag og behag

 

Blend kærnemælk, appelsinsaft, blåbær, bananer og honning ensartet. Smag til med vanilleekstrakt og server.