Parmesan/persille-farseret svinemørbrad med pasta og tomatflødesovs

29Farseret eller fyldt svinemørbrad er jo en elsket 80’er klassiker, men i dagens udgave er jeg dog gået udenom pikantosten og den omviklede bacon, som jo ellers er den mest yndede. I stedet har jeg fyldt mørbraden med friskrevet parmesan, persille og hvidløg og baconen er skiftet ud med – jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde det, men nærmest en tomat-glasering. Den færdige mørbrad skåret i skiver ser ikke så pæn ud på billedet, da en utålmodig sjæl i familien ikke gad vente på en ordentlig kniv at skære dyret ud med, men det kan faktisk godt lade sig gøre at skære fine skiver med en skarp kniv og lidt tålmodighed. Uanset det lidt rodede udseende så smagte den dejligt sammen med pasta og en lækker tomatsovs med både hvidvin og fløde, samt en simpel grøn salat til.

svinemørbrad2 reParmesan/persille-faseret svinemørbrad med pasta i tomatflødesovs:

  • 1 svinemørbrad à ca 550 g – soigneret
  • 175 g frisk parmesan – skåret i mindre stykker
  • 1 håndfuld persille
  • 4+2 fed hvidløg – presset
  • Salt og peber
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 løg – hakket
  • 1 knips chiliflager
  • 1 spsk herbes de Provence
  • 1 dl tør hvidvin
  • 1 dåse flåede hakkede tomater
  • 2 dl piskefløde
  • 400 g penne eller anden pasta – kogt en anelse mindre end anvist på pakken

 

Skær først et dybt snit på langs af mørbraden og læg så flere mindre snit, så kødet bliver så fladt som muligt. Bank kødet yderligere fladt med håndroden eller en kødhammer. Krydr kødet med salt og peber.

Hak parmesan, persille og 4 fed hvidløg meget fint – eventuelt i en minihakker – og fordel blandingen på kødet. Rul kødet stramt som en roulade og fæstn med kødnåle eller kødsnor. Brun mørbraden på alle sider i olivenolie i en stegegryde. Tag mørbraden op og læg den til side.

Klar løget i gryden og tilsæt chiliflager, herbes de Provence og resten af hvidløget. Hæld hvidvinen på og lad alkoholen fordampe, inden dåsetomaterne blandes i. Læg mørbraden tilbage i gryden og lad den simre under låg i ca 25 minutter eller til den er svagt rose indeni. Vend mørbraden en gang undervejs.

Tag mørbraden op af gryden og lad den hvile ca 10 minutter. I mellemtiden – tilsæt fløde til tomatsovsen og kog det lidt ind. Smag til med salt og peber og vend pastaen i. Skær mørbraden i skiver og server sammen med pastaen med tomatsovs og en grøn salat.

dagens salat reDagens salat af romainesalat, cherrytomater, sorte oliven og persille med olie/eddike-vinaigrette med masser af hvidløg.

Kylling i dijon-flødesovs med ovnbagte kartofler og grøntsager

kylling a la reSaftig kylling i cremet sovs med ovnbagte kartofler og grøntsager med et strejf af Provence. Absolut en af familiens livretter, som ovenikøbet er nem og ikke for kostbar at tilberede.

Jeg har brugt runde squash til de ovnbagte grøntsager, men kan du ikke få dem, så kan du naturligvis godt bruge de almindelige aflange. Det er ikke meningen at citronerne, der er med i fadet med kartofler og grøntsager skal spises hele, men blot at den enkelte kan dryppe saften på deres portion mad efter smag og behag. Citroner får en mildere og mere aromatisk smag, når de bages/grilles.

tomater i fad reOvnbagte kartofler og grøntsager:

  • 6-8 fed hvidløg – presset
  • 2 spsk herbes  de Provence
  • 4-5 spsk olivenolie
  • Salt og peber
  • Ca 600 g små kartofler – skåret i halve
  • 2 runde squash – skåret i både
  • 12-15 cherrytomater – gerne på stilk
  • 1-2 citron – skåret i halve
  • 1 drys persille

 

Bland hvidløg, herbes de Provence, olivenolie, salt og peber i et ovnfast fad og vend kartofler og grøntsager heri. Sæt fadet i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 45 minutter eller indtil kartoflerne er møre og gyldne (I mellemtiden – forbered kyllingen). Drys kartofler og grøntsager med finthakket persille straks inden servering.

kylling a la gryde reKylling i dijon-flødesovs:

  • Ca 600 g kyllingeinderfilet
  • 3 spsk friskhakket timian
  • Salt og peber
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk dijonsennep
  • 2 spsk worcestershire sauce
  • 1 hønsebouillonterning – smuldret
  • 1 knips chiliflager
  • 5 dl fløde – jeg brugte piskefløde
  • Saft af ½-1 citron

 

Krydr kødet med ca halvdelen af timianen, salt og peber og brun det på begge sider i lidt olie på en dyb pande. Kom dijonsennep på panden og steg det med et minut. Tilsæt worcestershire sauce, bouillonterning, chiliflager, resten af timianen og fløde og lad retten simre, indtil fløden er kogt ind til en passende konsistens. Smag til med citronsaft, salt og peber.

 

Stegt flæsk med spicy blommesovs

blommesovs alt reButikkerne bugner af billige blommer for tiden og jeg havde forkøbt mig, så jeg stod med en bakke lidt for modne blommer til bare at spise rå. Heldigvis bliver denne kinesisk inspirerede blommesovs blot bedre af at laves af (over)modne blommer, så det var oplagt at lave den i dag og sende pakken med stegeflæsk i retning af kina – sammen med kølende agurkestave og naturligvis ris.

blommeflæsk tæt reFlæsket:

  • 1000 g flæsk i skiver
  • 2-3 spsk hel sichuanpeber – stødt eller kværnet
  • Salt

 

Krydr flæsket på begge sider med sichuanpeber og salt og læg det på en bagepapirbeklædt bradepande. Steg flæsket ca 35 minutter eller indtil det er sprødt og gyldent i en 200 grader varm ovn – vend det en gang undervejs. (Lav blommesovsen i mellemtiden)

blommesovs reSpicy blommesovs:

  • 1½ tsk hele korianderfrø
  • 1 tsk hele fennikelfrø
  • 1 tsk hele nelliker
  • 1 tsk sichuanpeber
  • ½ tsk chiliflager – styrke efter præference
  • 1 stort løg – skåret i smalle både
  • 1 spsk neutralsmagende olie
  • 1 spsk friskrevet ingefær
  • 1 stang kanel
  • 2 hele stjerneanis
  • 350 g sveskeblommer – udstenet og delt i halve
  • ½ dl risvin – alternativt tør sherry
  • 2-3 spsk sukker
  • Ca 1 dl vand
  • Salt

 

Kværn eller stød korianderfrø, fennikelfrø, nelliker, sichuanpeber og chiliflager. Klar løget i olie. Tilsæt ingefær, krydderiblandingen, kanelstang og stjerneanis og steg endnu et minut. Tilsæt blommer, sherry, sukker og vand og lad det simre, indtil blommerne er udkogte. Tilsæt eventuelt lidt mere vand undervejs, hvis det er ved at koge tør. Smag til med salt og eventuelt lidt mere sukker.

xxxEndvidere:

  • Ris kogt efter anvisning på pakken
  • Agurkestave
  • Forårsløg – fintsnittet

 

 

Butternut squash-hummus

butternut med æble reHummus/حمّص betyder kikært, så denne “mos” er ret beset slet ikke en hummus, der er nemlig ikke en eneste kikært i. Uanset så smager denne hummus-wannabe lavet af butternut squash og cannellinibønner skønt og du kan bruge den, som du ville bruge en almindelig hummus – f.eks helt traditionelt som dip med fladbrød og grøntsager eller som “spread”i en sandwich, men jeg vil varmt anbefale dig også at prøve den sammen med æblebåde dryppet med rigelig citronsaft.

butternut tahina re

Opskrift:

  • ½ butternut squash – befriet for kerner
  • 1 dåse cannellinibønner – skyllet og drænet
  • 2 tsk hele korianderfrø – stødt eller kværnet
  • 1 tsk  hel spidskommen – stødt eller kværnet
  • 3 fed hvidløg – groft hakket
  • Saft af 1-2 citroner
  • 3 spsk tahina
  • 2 spsk olivenolie + ekstra til pynt
  • Salt og peber
  • Et drys rosa peberkorn – alternativt paprika

 

Bag butternut squashen i en 200 grader varm ovn i ca 40 minutter eller indtil den er mør. Skær butternut squashen i mindre stykker og blend den og bønnerne, koriander, spidskommen, hvidløg, citronsaft, tahina og 2 spsk olivenolie til en homogen masse med en stavblender. Smag til med salt, peber og eventuelt mere citronsaft. Lad hummusen køle 15-30 minutter i køleskabet. Hvis hummusen skal bruges som dip – kom hummusen i en serveringsskål og lav en spiralformet fordybning i den med bagsiden af en ske. Dryp med olivenolie og drys med rosa peberkorn.

 

Tomatglaserede kødboller med primadonna og salat med ovnbagte aspargeskartofler og basilikumvinaigrette

primaHvis man siger kødboller i noget tomat-halløj, så tænker de fleste nok også pasta, men ikke desto mindre valgte jeg at servere en farverig salat med sprøde ovnbagte kartofler, majs, tomat og lækker basilikumvinaigrette til kødbollerne i dag. Min datter påstod at det smagte meget bedre end med pasta og jeg er tilbøjelig til at give hende ret, men prøv selv.

prima salat rereSalat med ovnbagte aspargeskartofler:

  • 10-12 mellemstørrelse aspargeskartofler – delt i halve på langs
  • 2 spsk olivenolie
  • Salt og peber
  • 3 håndfulde blandede salater – jeg brugte en færdig blanding af friseé, radicchio, feldsalat og rucola
  • 2 tomater – skåret i mundrette stykker
  • 2 håndfulde majs – jeg brugte optøede fra frost
  • 1 rødløg – delt i kvarte og skåret i skiver
  • 1 håndfuld persille – groft hakket
  • 1 portion basilikumvinaigrette – se opskrift længere nede på siden

 

Kom kartoflerne i et ovnfast fad og vend dem med olivenolie, salt og peber. Bag kartoflerne i en 200 grader varm ovn i ca 35 minutter eller indtil de er gyldne og møre. (I mellemtiden – lav kødbollerne).

Læg de blandede salater på et fad og placer de let afkølede færdigbagte kartofler ovenpå. Fordel tomater, majs, og rødløg fint på fadet og drys med persille. Giv basilikumvinaigretten til i en lille skål for sig, så den enkelte selv kan dosere.

Basilikumvinaigrette:

  • 4 spsk olivenolie
  • 3 spsk hvidvinseddike
  • 1 tsk dijonsennep
  • 1 håndfuld basilikumblade
  • Salt og peber

 

Mix hele herligheden til en jævn masse med en stavblender. Smag til med eventuelt mere salt og peber og/eller eddike.

prima pandeTomatglaserede kødboller med prima donna:

  • 500 g hakket svinekød
  • 1 æg
  • 2 løg – meget fint hakket
  • 5 fed hvidløg – meget fint hakket
  • 100 g revet primadonna-ost
  • Revet skal af ½ citron
  • 1 tsk tørret oregano
  • ½ tsk stødt spidskommen
  • Salt og peber
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk herbes de Provence
  • 1 knips sukker
  • 1 knips chiliflager
  • 1 dåse cherrytomater
  • 1 drys groft hakket persille til pynt

 

Rør kød, æg, halvdelen af løget, halvdelen af hvidløget, primadonna, citronskal, oregano, spidskommen, salt og peber sammen til en fars. Form farsen til ca 12 kødboller og brun dem på alle sider i lidt olie på en dyb pande.

Tag kødbollerne af panden og læg dem til side. Kom den anden halvdel af løg og hvidløg på panden og steg et par minutter, uden at det tager farve. Tilsæt herbes de Provence, sukker og chiliflager og steg yderligere et minut, inden cherrytomaterne tilsættes.

Kom kødbollerne tilbage på panden og lad retten simre, indtil tomatsovsen er næsten helt indkogt. Smag til med salt og peber.

 

Older posts