Græske muslinger

muslinger tall rererereI dag stod der friskdampede muslinger på menuen – ikke i den klassiske moules marinières-udgave, men i en græsk inspireret med tomat og feta. Muslinger smager skønt,  de er sunde, nemme at tilberede, ikke særlig dyre og så er de hyggelige at spise. Skynd dig afsted til fiskemanden.

musling gryde rerereGræske muslinger:

  • 1,5 kg blåmuslinger
  • 1 gulerod – i bittesmå tern
  • 1 stilk bladselleri – i bittesmå tern
  • 1 løg – finthakket
  • 3 fed hvidløg – finthakket
  • 1+1 dusk frisk timian – eventuelt hakket
  • 1 tsk tørret oregano
  • Peber
  • 1 stort knips chiliflager
  • 2,5 dl tør hvidvin
  • 1 dåse cherrytomater
  • Eventuelt salt
  • 100 g feta – smuldret
  • 1 lille håndfuld hakket persille

 

Skyl og skrub muslingerne godt med en stiv børste eller grov svamp. Kasser ødelagte muslinger og de muslinger, som ikke lukker sig ved et let bank mod køkkenbordet

I en stor gryde – steg gulerod, bladselleri, løg, hvidløg, den ene dusk timian, oregano, peber og chiliflager et par minutter i olivenolie uden at det tager farve. Tilsæt hvidvin og lad det koge op, inden cherrytomaterne også tilsættes. Lad det koge 3-4 minutter uden låg.

Tilsæt muslingerne, læg straks låg på og lad dem dampe i 3-4 minutter. Smag suppen til med salt og drys med feta, persille og det sidste timian. Server straks sammen med godt brød. Kasser de muslinger, der ikke har åbnet sig.

musling tæt re

 

Peanutbutter-kylling med sorte bønner og butternutsquash, samt avokadodressing

pnb kylling rereVerdens kønneste ret kan man jo dårlig kalde denne ret, men den smager altså rigtig godt. Især bønnerne er virkelig lækre – både sprøde og cremede på en gang. Samtid giver retten også en god afveksling fra de sædvanlige kartofler, ris eller pasta og det trænger jeg ihvertfald til indimellem.

pnb kylling tæt rePeanutbutter-kylling med sorte bønner og butternutsquash:

  • 1 kylling à ca 1300 g
  • Saft af 1 saftig lime
  • Salt og peber
  • 1 dåse sorte bønner – skyllet og drænet
  • 1 butternutsquash – skrællet og skåret i 3-4 cm tern
  • 2 gulerødder – skåret i små tern
  • 1 stor porre – skåret i smalle ringe
  • 3 fed hvidløg – fint revet
  • 1 tommelfingerstort stykke frisk ingefær – fint revet
  • 1 tsk stødt allehånde
  • 1+ 2 tsk chiliflager
  • 2 spsk + 1 spsk olivenolie
  • 3 store spsk chrunchy peanutbutter
  • Lidt vand
  • 1 håndfuld persille – groft hakket
  • 2 friske røde chili – skåret i tynde ringe

 

Læg kyllingen med brystet nedad og skær eller klip op langs hver side af rygbenet og spred kyllingen ud som en sommerfugl. Fjern brystbenet ved at skære en lille ridse øverst ved halsen og derefter kan det forsigtigt lirkes ud. Fjern ønskebenet og klip evt. overflødigt fedt af kyllingen. Dryp kyllingen med limesaft og krydr gavmildt med salt og peber på begge sider.

Kom de sorte bønner, butternutsquash, gulerødder, porre, hvidløg, ingefær, allehånde, salt, peber og 2 spsk olivenolie i et ovnfast fad og bland det godt sammen. Bland peanutbutter med 2 tsk chiliflager og rørt det lindt med lidt vand. Placer kyllingen med skindet opad ovenpå grøntsagerne og fordel peanutmassen udover kyllingen. Dryp den sidste spsk olivenolie udover kyllingen og krydr med lidt ekstra salt. Sæt i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 50 minutter eller indtil kyllingen er gennemstegt og gylden.

Drys med persille og frisk chili og server sammen med avokadodressingen og ekstra limebåde.

pnb dres reAvokadodressing:

  • 2 modne avokado
  • 2 dl cremefraiche
  • 2 fed hvidløg – presset
  • Saft af 1 lime
  • Salt og peber

 

Mos avokadoerne med en gaffel og bland alle ingredienser sammen.

pnb bønner tæt re

Forloren hare med vildtsovs og rødbedesalat med æble og tørret abrikos

hare tall rere

Min store søn bad om forloren hare til aftensmad i dag og da jeg netop havde taget en pakke med hakket kalv og flæsk ud af fryseren i går aftes, så passede det jo som fod i hose. Jeg vidste også at jeg havde en pose bacon i fryseren og bacon er jo ikke længe om at tø op, så det var også fint nok. Da jeg fik den optøede bacon ud af posen, viste det sig dog at være “bacon-rester” i alverdens størrelser og former. Derfor er min hare beklædt med noget, der mest minder om bacon i sildebensmønster, men smagen var jo den samme.

Note til mig selv: Husk nu at skrive på de forbandede fryseposer – du kan IKKE huske, hvad der er i.

hare rereForloren hare og vildtsovs:

  • 800 g hakket kalv og flæsk – jeg brugte med 3-7 % fedt
  • 2 løg – groft revet
  • 1 stor gulerod – revet
  • 2 fed hvidløg – fint revet
  • 2 tsk hel allehånde – stødt eller kværnet
  • Salt og peber
  • 2 æg
  • 4 spsk hvedemel
  • Ca 2 dl mælk
  • Ca 250 g + 50 g bacon i skiver
  • 2 dl vand til fadet – eventuelt mere undervejs
  • 5 dl madlavningsfløde – jeg brugte Arla 18%
  • Ca 1 spsk vildtbouillon
  • 2 spsk ribsgelé
  • 1 spsk ketchup
  • Ca 50 g danablu
  • Lidt kulør
  • Lidt Maizena rørt op i vand

 

Bland kød, løg, gulerod, hvidløg, allehånde, salt, peber, æg, hvedemel og mælk til en ret lind fars. Hvis du synes at farsen er for fast, så tilsæt lidt mere mælk. Form farsen til en “hare” og læg den i et ovnfast fad. Beklæd haren med ca 250 g bacon og hæld 2 dl vand i bunden af fadet. Sæt haren i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 1 time. Dæk eventuelt med stanniol, hvis du synes at den er ved at blive for mørk. Hæld eventuelt mere vand i fadet, hvis det er ved at stege tørt.

Tag fadet ud af ovnen og lad haren hvile et lunt sted, imens du laver sovsen. Hæld stegeskyen fra fadet i en gryde gennem en si. Tilsæt det sidste bacon, madlavningsfløde, vildtbouillon, ribsgelé, ketchup og danablu og lad det simre ca 5 minutter, indtil osten er smeltet og stegeskyen er kogt lidt ind. Farv sovsen med kulør og fisk baconen op. Jævn sovsen med lidt Maizena rørt op i vand – lidt ad gangen, indtil du synes at den har den rette konsistens. Kog sovsen igennem og smag til med salt, peber og eventuelt mere ribsgelé.

hare salat reRødbedesalat:

  • 2 rå mellemstørrelse rødbeder – revet
  • 2 lilla gulerødder – revet
  • 2 æbler – skåret i små tern
  • 10-12 tørrede abrikoser – klippet i strimler
  • Saft af 1 citron

 

Bland alle ingredienser sammen.

Endvidere:

  • Kartofler – bagte eller kogte
  • Ribsgelé
  • Agurkesalat

Små sprøde bulgur/rødbede-hapsere – Stop spild af mad

bede 2 reJeg havde en rest kogt bulgur og rødbedetzatziki til overs fra i forgårs, som jeg selvfølgelig ikke ville smide ud. I dag blev det derfor tryllet om til en lækker snack i form små sprøde hapsere, som jeg gav lidt tyrkisk yoghurt rørt med stærk chilisovs til. De ville også sagtens kunne bruges som f.eks bøf i en vegetarburger, hvis man lavede dem lidt større. Jeg havde faktisk tænkt mig at fryse nogle af dem ned og bruge i vegetar-sliders på et senere tidspunkt, men de smagte så godt at vi kom til at spise dem allesammen i dag.

Som vanligt når det drejer sig om Stop spild af mad-indlæg, så er dette ikke tænkt som en desideret opskrift, men mere som inspiration til, hvordan man også kan få brugt sine madrester.

bede tæt re“Opskrift”:

  • 5-6 dl kogt bulgur
  • 8-10 spsk rødbedetzatziki
  • 2 æg
  • Ca 75 g hvedemel
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • Salt og peber
  • Olie til bagepladen
  • Eventuelt lidt  hakket persille og tallerkensmækker-blade til pynt

 

Bland alle ingredienser grundigt sammen – undtaget olivenolie og pynt. Form “farsen” til ca 16 små bøffer og sæt dem på en bagepapirbeklædt bageplade smurt med olie. Bag “frikadellerne” ca 25 minutter i en forvarmet ovn på 200 grader. Server sammen med tyrkisk yoghurt – rørt med let hånd med lidt stærk chilisovs – til at dyppe i.

Burgere med sprød mørksej og tartarsovs, samt spicy fritter af søde kartofler

baps tæt rereDagens menu bød på en fast food-klassiker i en lidt sundere og en del mere velsmagende udgave – nemlig fiskeburgere med fritter og tartarsovs. Til forskel for de fiskeburgere, som man f.eks kan købe hos Kongen eller Klovnen, så  var der rent faktisk rigtig friskfanget fisk i mine. Samtidig skruede jeg en del ned for fedtet i både panering, fritter og tartarsovs og tilsvarende op for smagen.

baps op rere

Fiskeburgeren:

  • 4 mørksejfileter à ca 100 g
  • Salt og peber
  • 1 spsk paprika
  • 1 håndfuld hvedemel
  • 1 æg – sammenpisket
  • 2 håndfulde cornflakes
  • 1 spsk olivenolie
  • Ca ½ portion tatarsovs – den anden halvdel skal bruges som dyppelse til fritterne. Se opskriften længere nede på siden.
  • 8-10 sprøde salatblade
  • 2-3 tomater – skåret i skiver
  • 4 bløde boller – skåret over og ristet

 

Kom cornflakes i en frysepose og knus dem med  håndroden. De skal ikke laves til mel, men stadig have lidt struktur.

Bland salt, peber, paprika og mel i en frysepose. Kom fiskefileterne i posen, pust posen op og ryst grundigt, så fileterne bliver dækket af mel.

Dyp hver filet på begge sider i sammenpisket æg og derefter i knust cornflakes. Læg fileterne i et ovnfast fad beklædt med bagepapir smurt med lidt olivenolie. Bag fiskene i ca 15 minutter i en forvarmet ovn på 200 grader. (Eventuelt sammen med fritterne).

Fordel fisk, salat, tomat og tatarsovs i de 4 boller og server.

Tartarsovsen:

  • 3 dl cremefraiche
  • 6 spsk syltede agurker i små tern
  • 3 spsk finthakket løg
  • 4 spsk grofthakkede kapers
  • 3 spsk finthakket persille
  • Revet skal af 1 lille citron + 2-3 spsk af saften
  • ½ tsk paprika
  • Salt og peber

 

Bland alle ingredienser og lad gerne sovsen trække lidt på køl inden servering.

baps fritter reSpicy fritter af søde kartofler:

  • Ca 8 søde kartofler – skrællet og skåret i både
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk røget stærk paprika
  • Salt og peber

 

Vend kartoffelbåde, olivenolie og krydderier sammen i et ovnfast fad. Bag kartoflerne i en forvarmet ovn på 200 grader i 15-20 minutter.

Older posts