Brioche-hamburger med trøffelmayo og vagtelspejlæg

Jeg elsker burgers og jeg har da også en hel del forskellige burgeropskrifter på på bloggen efterhånden. I går fik vi en ret luksuriøs udgave af hamburgers med hjemmebagte briocher, bøf af hakket gris, lidt grønt, trøffelmayo og vagtelspejlæg. Gider du ikke bage selv, så kan du naturligvis købe færdigbagte briocher. Du kan også bruge almindelig hamburgerboller, men så forsvinder lidt af det luksuriøse.

Opskrift:

  • 500 g hakket svinekød ca 12% fedt
  • Salt og peber
  • Lidt olie til stegning
  • 2-3 tomater – skåret i tynde skiver
  • 2 salatløg – skåret i ringe
  • 6 romaine-salatblade
  • 1 portion trøffelmayo – se opskrift længere nede på siden
  • 6 briocher – på størrelse med hamburgerboller
  • 12 vagtelæg

 

Form kødet til 6 flade bøffer og krydr dem med salt og peber. Steg bøfferne i lidt olie på en pande. De må gerne have en god stegeoverflade. I mellemtiden lun briocherne i ovnen og steg de udslåede vagtelæg i olie på en pande. Byg hver hamburger af en lun brioche smurt med et gavmildt lag trøffelmayo, en bøf, salatblad, tomatskiver, godt med løg og 2 vagtel-spejlæg.

Trøffelmayo:

  • 1 æg
  • 1,7 dl smagsneutral olie – jeg brugte solsikkeolie
  • 1 spsk dijonsennep
  • 2 sorte trøfler i saltlage (ca 25 g) – drænet
  • Saft af ca ½ lille citron
  • Salt og peber

 

Kom æg og olie i en blender og kør det til en mayonnaise. Tilsæt dijonsennep og trøfler og kør, indtil trøflerne er findelt. Smag til med citronsaft, salt og peber.

Briocher

Her får du opskriften på de skønneste bløde brioche-boller med rigeligt smør.  I går skulle jeg bruge dem til hamburgers, men de smager også dejligt med koldt smør, marmelade eller ost. Hvis du synes, at der hører sesam til på en burgerbolle, så drysser du dem bare med sesam, når du har penslet dem med æggeblomme. Dejen skal æltes længe – ca 20 minutter i røremaskine. Hvis du bruger håndkraft, så skal du regne med det dobbelte. Portionen giver ca 18 briocher i hamburgerbolle-størrelse.

Briocher:

  • Ca 35 ml sødmælk – lun
  • 25 g gær
  • 4 spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 4 æg + 2 blommer til pensling af bollerne
  • 6 dl hvedemel
  • 200 g smør – i lidt mindre stykker

 

I røremaskine – opløs gæren i sødmælk. Tilsæt sukker, salt og de 4 æg og rør det sammen. Kom melet i og rør det til en jævn dej. Tilsæt smørret og ælt dejen i 20 minutter (40 minutter ved håndkraft).

Lad dejen hæve tildækket i 2 timer. Form dejen til ca 18 boller og læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Lad dem hæve i 1,5 time. Pensl briocherne med æggeblomme og bag dem ca 20 minutter i en 200 grader forvarmet ovn. Briocher skal traditionelt have godt med farve.

Linsefrikadeller med kartoffelsalat

En klassiker med et vegetarisk twist – nemlig frikadeller med kartoffelsalat. Godt nok er kødet skiftet ud med linser, men smagen fejler ikke spor. Du kan også bruge dellerne i en burger og de smager ligeledes godt kolde dagen efter – f.eks i madpakken eller som en lækker lille snack.

Begynd med kartoffelsalaten, da den har godt af at trække lidt på køl inden servering.Kartoffelsalat:

  • 1 kg fine små kartofler
  • Salt og peber
  • 3,5 dl cremefraiche
  • 1,5 dl mayonnaise af lødig karakter – eventuelt hjemmelavet
  • 1 fed hvidløg – presset
  • 3-5 spsk hvidvinseddike
  • 2-5 meget fintsnittede forårsløg – mængde efter størrelse og personlig præference (Jeg kan lide det med ret meget løg).
  • 1 bundt purløg – fint snittet – tag lidt fra til pynt
  • Evt. lidt tørret morgenfrue til pynt

 

Skræl kartoflerne, hvis du gider (det gjorde jeg ikke) og del dem i kvarte på langs. Kog dem i godt saltet vand, indtil de er møre uden at være splattede. I mellemtiden – lav dressingen.

Bland cremefraiche og mayonnaise grundigt. Tilsæt hvidløg, eddike, forårsløg og purløg og smag til med salt og peber, eventuelt også eddike. Vend de færdigkogte og stadig lune kartofler i dressingen. Stil kartoffelsalaten i køleskab, indtil den er kold – gerne længere. Pynt kartoffelsalaten med purløg og evt. tørret morgenfrue.Linsefrikadeller:

  • 1 dåse færdigkogte grønne linser – 240 g drænet vægt
  • 1 gulerod – skåret i 4-5 stykker
  • 1 løg – delt i kvarte
  • 3 fed hvidløg – groft hakket
  • Ca 35 g parmesan – skåret i lidt mindre stykker
  • 1 håndfuld persille – også de ikke alt for grove stilke
  • 1 spsk herbes de Provence
  • 1 æg
  • 1,5 dl mælk/fløde
  • 3-5 spsk hvedemel
  • Salt og peber
  • Rigelig olie til stegningen

 

Kom linser, gulerod, løg, hvidløg, parmesan, persille, herbes de Provence, æg og mælk/fløde i en foodprocessor og kør det til en forholdsvis jævn masse. Tilsæt melet lidt efter lidt, indtil farsen har en passende konsistens – heller lidt for lind end det modsatte. Smag til med salt og peber. Form farsen til “frikadeller” og steg dem gyldne og sprøde i rigelig olie på en pande.

 

Burger af svinekød med mangosalsa og chilimayo

Denne burger sender tankerne lidt i retning af Caribien, sol og sommer. Skal jeg sige det selv, så smager den eddergodt og er nem at lave, så mine varmeste anbefalinger. Begynd med chilimayo’en, så den kan nå at trække lidt.

Chilimayo:

  • 4 spsk god mayonnaise uden E-numre og andet skidt
  • 2-3 spsk cremefraiche
  • ½-1 tsk sambal oelek
  • Salt og peber

 

Rør alle ingredienser sammen og stil mayo’en på køl, imens du laver resten.

 

Bøfferne:

  • Ca 450 g hakket svinekød – jeg brugte med 10% fedt
  • 1 spsk røget paprika
  • Salt og peber
  • Olie ti stegning

 

Form kødet til 2-3 bøffer, krydr med røget paprika, salt og peber og steg dem gyldne og gennemstegte. I mellemtiden – lav mangosalsaen.

Mangosalsa:

  • 1 mango – skåret i små tern
  • 1 lille rødløg – fint hakket
  • ½ snackpeber – skåret i små tern
  • 3 spsk hakket persille, mynte eller koriander – efter præference
  • Saft af ½ lime

 

Bland alle ingredienser.

Endvidere:

  • 2-3 (burger)boller – varmet
  • 2-3 store salatblade

 

Smør bollerne godt med chilimayo og kom et salatblad og en bøf i hver. Top op med salasa. Hvis du gerne vil have et fyldigere måltid, server da f.eks ovnfritter af sød kartoffel til.

 

 

 

Vegetarburger med chiliost og limemayo – Stop spild af mad

Jeg havde glemt at tage kød ud af fryseren til aftensmaden i går, men da jeg havde lyst til lidt mere end blot en ostemad eller en portion yoghurt, så gik jeg på “restejagt” i køleskabet for at finde noget at lave aftensmaden af. Jeg fandt: 4 kogte kartofler, en ½ pose revet chiliost, 2 halve rødløg, 1 trist gulerod, 1 dødsyg endeskive af et fuldkornstoastbrød og et æg 3 dage over dato. Jeg tør sagtens spise et æg 3 eller flere dage over dato, men for en sikkerheds skyld slog jeg det lige ud i et glas, før det røg sammen med de andre ingredienser. Man kan nå langt med at bruge øjne og næse, når man skal afgøre om mad er spisbar eller ej. Tilbage til aftensmaden – i fryseren havde jeg 4 brioche-burgerboller og jeg havde da også lidt grønt og en god mayo, så en saftig vegetarburger lå jo næsten til højrebenet.

Vegetarburger med chiliost og limemayo:

  • 4 briocher/hamburgerboller
  • 4 kogte kartofler med skræl på størrelse med små hønseæg
  • 1 rå gulerod – skåret i mindre stykker
  • 1 lille rødløg – skåret i kvarte + 1 rødløg skåret i tynde ringe/halvmåner
  • 2 fed hvidløg – groft hakket
  • 1 fuldkornstostbrødsendeskive – puha, det var et langt ord – revet i mindre stykker
  • 1 æg
  • Ca 90 g chiliost – revet – jeg brugte revet Tex Mex fra Karolines køkken
  • 1/3 tsk hel spidskommen
  • 1 spsk paprika
  • Salt og peber
  • Olivenolie til bagepladen
  • 2-3 håndfulde snittet salat – jeg brugte romainesalat
  • 15-20 cherrytomater – skåret i halve
  • 1 portion limemayo – se opskriften længere nede på siden

 

Kom kartofler, gulerod, det ene rødløg, hvidløg, toastbrød, æg, ost, spidskommen, paprika, salt og peber i en foodprocessor og kør indtil det er en nogenlunde homogen masse – og så ikke længere. Hvis du synes, at farsen virker for våd, så tilsæt lidt ekstra toastbrød, men den må gerne være ret lind.

Kom godt med olie på en bagepapirbeklædt bageplade og fordel farsen i 4 lige store toppe på bagepladen og mas dem lidt fladere, så de har en størrelse lidt mindre end hamburgerbollerne. Sæt herligheden i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 30 minutter. Vend “bøfferne” en gang undervejs. Sluk ovnen og tag “bøfferne” ud. Sæt  briocherne/hamburgerbollerne ind i ovnen og lad dem lunes et par minutter på eftervarmen

Smør de lune boller med limemayo og fordel “bøffer”, salat, cherrytomater og rødløg i dem.

Limemayo:

  • 6 spsk god mayonnaise uden E-numre og mystiske ingredienser
  • Revet skal og saft af 1 saftig lime
  • Salt og peber

 

Rør alle ingredienser sammen i en skål.